Projekt STOP Mobning er afsluttet!

Har du været udsat for mobning kan du henvende dig til Arbejdstilsynets Hotline på tlf 70 12 12 88. Tast 3 for hotlinen. Telefonen er åben: Mandag til fredag kl. 8-15.

Videnscenter for Arbejdsmiljø kører en kampagne om mobning. Du kan få mere viden om kampagnen og om mobning på www.forebygmobning.dk

Her på stopmobning.dk kan du finde den viden, der blev produceret og indsamlet i projektperioden 2004-2010.
stopmobning.dk opdateres ikke længere

Hvad gør du som kollega?

Har du kendskab til, at en kollega udsættes for mobning på din arbejdsplads? Så har du også mulighed for at bidrage til, at mobningen stoppes. Du kan gøre en forskel.

Hvad gør du?

  • Tilbyd hjælp til den kollega, som udsættes for mobning
    Som udsat for mobning, kan det være svært at se hvilke handlemuligheder, man har til rådighed. Hjælp fx din kollega med at tage kontakt til tillids- eller sikkerhedsrepræsentant eller vedkommendes fagforening.

  • Henvend dig til tillids- eller sikkerhedsrepræsentanten, sikkerhedsorganisationen eller den nærmeste leder
    Overvej hvem du har størst tillid til. Fortæl, at du har kendskab til, at der finder mobning sted på arbejdspladsen, og om de nærmere omstændigheder.

  • Sig fra overfor kollegaer, som mobber
    Giv udtryk for, igennem tale og kropssprog, at du ikke accepterer mobning.

  • Sæt fokus på arbejdsmiljøet
    Du kan opfordre sikkerheds- eller tillidsrepræsentant og ledelse til at sætte fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Det kan fx ske ved at kortlægge det psykiske arbejdsmiljø, herunder om der finder mobning sted.

Mobning kan ikke retfærdiggøres
Som vidne til mobning på arbejdspladsen har du et ansvar både over for din kollega og for dig selv. Din kollega kan opleve alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser af mobningen. Og mobningen har også konsekvenser for din egen trivsel på arbejdspladsen.

Projekterne udføres af Socialt Udviklingscenter SUS